Hvorfor sejle en lille træbåd?

strandcruise.jpg

Kig dig omkring i en lystbådehavn i dag, og langt de fleste både du ser, vil være lavet af glasfiberarmeret plast. De fleste af dem vil være ganske store. Der vil være kahytter om bord med køjepladser, køkkenfaciliteter, fjernsyn, toiletter, bad og lignende. Højteknologiske, flydende sommerhuse med tidssvarende faciliteter og komfort. Det er jo den vej udviklingen går - er det ikke?

Måske er det. Men er det virkelig fremskridt? For mig er dét at sejle en naturoplevelse og det er en æstetisk og sanselig oplevelse. Det er en oplevelse af at være det simplest mulige sted. Et sted, hvor vandet, vinden, båden, naturen og de mennesker, jeg er sammen med, går op i en smuk, højere enhed. Det er en helhedsoplevelse, som bare føles rigtig. Som man skal prøve på egen krop.

Helhedsoplevelsen består selvfølgelig af nogle enkeltdele, og dem har jeg forsøgt at beskrive her:

I en lille båd kan man udforske alle de fantastiske steder, hvor de store både ikke kan komme ind
Danmark har en kyststrækning på over 8000 km, og der er omkring 1400 øer, hvoraf over 1300 af dem er ubeboede. Øerne kan kun nås med en lille båd, og en stor del af kyststrækningen er også kun tilgængelig fra søsiden.

Vores træbåde har en meget lille dybgang - typisk bare 20-30 cm. Det betyder, at du kan sejle alle de kystnære steder, hvor kølbåde og større motorbåde ville gå på grund. Faktisk kan alle vores både trækkes på land, hvis du fx vil holde picnic på en fjern strand eller campere på en ubeboet ø. Man behøver ikke rejse til fjerne lande for at finde eventyret. Der er fantastiske mængder af det lige her i vores lille land.

I en lille båd kan man sejle hvor man vil, når man vil
Vores træbåde er alle så lette, at de uden problemer kan sejles fra en bådtrailer, som trækkes af en almindelig personbil. Det betyder, at du frit kan vælge, hvor og hvornår du har lyst til at sejle. Sydfyn? Silkeborgsøerne? Øresund? Den svenske skærgård? Er vejret godt en weekend, kan alle disse steder nås på få timer i bil, hvor det i en kølbåd vil kræve adskillige dages transportsejlads.

En lille træbåd giver dig den enkle, rene sejloplevelse
Vores træbåde er ekstremt enkle og lette at håndtere. De indeholder kun dét, der skal til for at få den rene sejloplevelse. På en sejljolle vil der typisk kun være to snore - et fald og et skøde - at holde styr på. Masten kan rigges til ved at sætte den direkte ned i et hul i fortoften. Stag og vant er ofte ikke nødvendige på en båd, der er så let. Det gør det enkelt og hurtigt at komme ud på vandet så du kan nyde naturen, sejladsen og samværet med de andre om bord.

En lille træbåd er sjovere at sejle
En lille, let sejlbåd er levende og direkte i sin håndtering, på en helt anden måde end større, tungere både er. Du er tæt på vandet, tæt på vinden, tæt på naturen. Det mindste pust vind, eller det mindste tag med årerne, og du er afsted.

En lille træbåd fuldender naturoplevelsen
For os er det at sejle i en båd bygget af naturmaterialer det oplagte valg, når man befinder sig i naturen. Vi har ikke noget imod glasfiberbåde som sådan, men for os virker det ikke rigtigt at sejle i et stykke plastic, når man er midt i naturen. En træbåd er et fantastisk stykke håndværk - et flydende møbel - som fuldender den æstetiske og taktile oplevelse, som sejladsen er.

En lille træbåd er enkel at vedligeholde
Træbåde har et ufortjent ry for at være besværlige at vedligeholde. Det er rigtigt, at en gammel træbåd, der har været negligeret kan kræve meget arbejde for at blive sejlklar. Men en lille, velholdt båd kræver ikke mere omsorg end en glasfiberbåd. Vedligeholdet består typisk af, at man efter endt sejlads vil dække båden over med en presenning. Om vinteren kan båden med fordel opbevares indendørs. Dertil vil man typisk hvert forår give båden en nyt lag maling, lak eller olie. Hvis du ikke ønsker at stå for vedligeholdet eller vinteropbevaringen tilbyder vi fulde servicepakker for vores både til rimelige priser.

En lille træbåd er billig
Fordi vores træbåde er enkle og relativt små er de også billige sammenlignet med de fleste glasfiberbåde på markedet. Og vi vil mene, at vores små, håndbyggede både faktisk kan give større sejloplevelser end industriprodukterne. Læs mere om vores priser.

En lille træbåd er det bæredygtige valg
Sammenlignet med en glasfiberbåd er klimaaftrykket fra en træbåd meget lille. Træ i sig selv er faktisk et CO2-lager, indtil den dag det brændes eller komposterer - hvorefter det er CO2-neutralt.

E00A9851.jpeg